Spring-Loaded-Tap-Follower
Jeg fandt lige lidt materiale i skuffen til at lave sådan en - hvad hedder den på dansk ?
Der kunne godt have været lidt mere vandring på den, men den kan da støtte ca. 20mm - så det er fint nok !
Keglestykket med spidsen er blot presset ind og limet med LockTite 638.
Jeg har efterfølgende drejet keglestykket og resten så der ikke kan mærkes nogen overgang.
Jeg bemærkede ved lige før denne drejning, at LockTiten ikke var størknet helt - det var stadig lidt gummiagtigt. Det har stået i 5-6 dage på værkstedet (i kolde) og jeg har haft det inde på radiatoren i ligeledes 5-6 dage, men det var stadig gummiagtigt.
Skruen i toppen af skaftet er til at åbne for smøring af fjeder og glider - jow, jow !
Selve "nålen" skal laves om, idet ikke alle taps har en hul i toppen - de små har en kegle !
Her er en skitse til en ændring af konstruktionen.
Den røde nål har en "spids" i den ene ende og en tilsvarende 'indvendig' spids i den anden ende.
Som den er tegnet, kan den bruges til taps med en hul i toppen. hvis den skal bruges til små taps, som typisk har en "kegle"-form i toppen, skal den røde nål vendes om, så den 'indvendige' kommer frem og kan skydes ind på tappens top.
Måske er den gule komponent ikke nødvendig overhovedet - jeg ved det ikke.
Der skal lige laves nogle overvejelser over nålens længde og 'vandringen' - evt, skal der blot bores et hul i den øverste prop, så den 'indvendige' del af nålen, som ikke bruges, kan trænge igennem dette hul - det vil gøre skaftet lidt kortere.
Konstruktionen kræver også, at jeg kan få skåret gevind på min gamle Stanko 1A616 - det kan godt blive et problem, når det er så småt - 13-15mm, og både indvendigt i hylsteret, på den øverste prop og keglestykket, hvor nålen går igennem - men det er jo blot en udfordring - ikke et problem, vel ?
Jeg har faktisk opdaget, at der ikke er særligt mange af mine taps, som har dette hul i toppen eller den helt spidse kegle ... så jeg bruger faktisk ikke hjælpeværktøjet ret tit.
Det betyder, at jeg ikke vil bruge mere tid på dette projekt, og betragter det derfor som afsluttet pr. 14/11-2013.